Christina Thulin

Kvote 2

Sådan skriver du en god motiveret ansøgning

Her er inspiration og gode råd til at skrive den gode motiverede ansøgning.

Ansøgningsfrist kvote 2: Den 15. marts kl. 12.00

 

Skriver På Computer

Lav en mindmap og svar på spørgsmålene i stikord – de skal bruges til ansøgningen.

  • Hvorfor vil jeg tage denne uddannelse?
  • Hvad ved jeg om uddannelsen?
  • Hvad vil jeg bruge uddannelsen til?'
  • Hvilke erfaringer har jeg fx job,frivilligt arbejde,aktiv i en forening.
  • Hvad gør mig til en god studerende – hvad er jeg god til? (Brug erfaringer fra din tid på HF)

Hvad er en motiveret ansøgning?

  • Den er en personlig redegørelse.
  • Den er målrettet én uddannelse.
  • Den er ikke en standardansøgning, du bare kopierer.
  • Den kaldes også motivationsbeskrivelse eller levnedsbeskrivelse.
  • Den er ikke et CV.
  • Den er en beskrivelse af din motivation for at begynde på uddannelsen – altså, hvorfor du har valgt uddannelsen, og hvad du vil med den.
  • Den skal vise, at du ved, hvad uddannelsen handler om – du skal sammenligne elementer af uddannelsen med elementer fra din baggrund.
  • Den skal beskrive, hvordan joberfaringer og dine personlige og faglige egenskaber er relevante og vigtige i forhold til uddannelsen.

Opbygning af en motiveret ansøgning

  • Evt. overskrift
  • Indledning 
  • Midte
  • Afslutning

Indhold:

  • Præsentation af dig - fokus på de ting, der er relevante for uddannelsen, du søger
  • Din forklaring på, hvorfor du vil søge ind på uddannelsen – din MOTIVATION
  • Hvordan passer du ind i uddannelsen – beskriv og kom gerne med ex
  • Vis at du kender uddannelsen
  • Målret din ansøgning til netop den uddannelse, du søger
  • Formulér dig konkret, præcist – ret stavefejl og grammatikfejl

Ti gode råd 

1. Start i så god tid som muligt

Det tager tid at sætte sig ind i uddannelsen og skrive en god og relevant ansøgning.

Vent ikke til sidste øjeblik. Det tager altid længere tid, end du tror.

 

2. Betragt din motiverede ansøgning som en jobansøgning

Du er i konkurrence med det øvrige ansøgerfelt, og det handler om at skille sig positivt ud.

 

3. Opbygning

Den motiverede ansøgning er personlig, og der findes derfor ikke en konkret facitliste.

Men der skal være en indledning, midte og en afslutning.

 

4. Godt helhedsindtryk

Helhedsindtrykket er afgørende for, om din motiverede ansøgning får dig ind på studiet.

Skriv kort, en A4-side. Da du ikke har så meget plads, så skriv derfor kun vigtige pointer om din motivation og erfaringer kort og præcist.

Skriv klart og korrekt og beskriv, hvordan du kan bruge dine erfaringer og faglige kompetencer i uddannelsen.

 

5. Reflektér over dine erfaringer og kvalifikationer

Sæt dine erfaringer og kvalifikationer i relation til uddannelsen.

Hvorfor er dit tidligere omsorgsrelaterede arbejde vigtigt i forhold til sygeplejerskeuddannelsen?

Hvordan har dit arbejde i teams betydning for dine evner til at indgå i gruppearbejde på studiet?

Giv nogle gode, konkrete eksempler på, hvordan dine erfaringer er relevante for den pågældende uddannelse.

 

6. Sæt dig ind i uddannelsen

Hvad er fx karakteristisk for en professionsbachelor? Hvorfor er det lige den vej, du gerne vil gå?

Læs under den enkelte uddannelse, hvad man vægter højest i motiverede ansøgninger.

 

7. Målret din ansøgning til den enkelte uddannelse

Hvis du søger ind på flere uddannelser, så målret din ansøgning til de forskellige uddannelser, så du ikke sender fire enslydende ansøgninger. Det er oftest de samme personer, der læser ansøgningerne på tværs af uddannelser.

8. Hvad du kan bidrage med? 

Skriv hvad du kan bidrage med til uddannelsen både menneskeligt og fagligt, herunder også hvad du kan bidrage med til studiemiljøet.

 

9. Har du været til Åbent Hus?

Har du deltaget i et Åbent Hus-arrangement, så husk at nævne det. Det viser også din motivation og kan lige give din motiverede ansøgning det sidste og afgørende.

 

10. Læs korrektur

Læs korrektur på din ansøgning. Det viser også din motivation, at du har brugt tid på korrektur – ret stavefejl og grammatikfejl.

Seks ting du aldrig må skrive i en motiveret kvote 2-ansøgning

Skal du til at søge ind på et studie via kvote 2? Vi har samlet seks ting, du aldrig må skrive i din motiverede ansøgning.

1. Fokusér på relevante erfaringer

Har du delt aviser ud i 6. klasse? Det er supersejt, men sandsynligvis ikke så relevant for din ansøgning til jordemoder- eller laborantuddannelsen. Fokusér udelukkende på dine erfaringer fra du var 16 år og opefter.

2. Personlig historie

Vær påpasselig med at bruge din personlige historie. Især hvis den ikke er relevant.

3. Undgå klicheer og standardformuleringer

Du er med garanti ikke den eneste, der kan holde hovedet koldt og hjertet/hænderne varme. Vær kreativ.

4. Undgå genbrug af ansøgning

Lad være med at genbruge samme ansøgning til flere uddannelser. Ofte er det de samme mennesker, der læser ansøgningerne igennem på tværs af uddannelserne.

5. Max én A4-side

Selvom du har meget på hjerte og høj motivation, så skriv max én A4-side. Det er ret tydeligt, hvis du fifler med skriftstørrelsen eller margenerne.

6. ChatGPT og andre generative AI-værktøjer

Vi fraråder, at du som ansøger får ChatGPT og andre generative AI-værktøjer til at skrive din motiverede ansøgning. Det er vigtigt, at du viser, at du selv kan formulere dig i en motiveret ansøgning.
Hvis hele din ansøgning eller hele afsnit af ansøgningen er skrevet af ChatGPT eller andre generative AI-værktøjer, viser du ikke, at du har evnerne til skriftligt at reflektere over dine erfaringer og motivation.

Gode og dårlige eksempler – hvad skal jeg ikke skrive

Her kan du se nogle erfaringer, der ofte nævnes i en motiveret ansøgning. Se et godt og et dårligt eksempel på, hvordan man kan beskrive sine erfaringer:

"Jeg vil gerne arbejde med mennesker..."

Godt eksempel: ...fordi jeg som hjemmehjælper oplevede at kunne give ældre mennesker et mere værdifuldt liv både gennem praktisk hjælp og ved at tale med dem.

Dårligt eksempel: ...for min mor har altid sagt, at jeg var god til børn.

"Jeg har været ude at rejse"

Godt eksempel: ...og erfaringen med at være væk hjemmefra har lært mig, at jeg selv skal og kan træffe beslutninger og springe ud i dem. Det tror jeg er vigtigt ift. at være socialrådgiver, hvor man har ansvar for andre og nogle gange skal træffe svære beslutninger.

Dårligt eksempel: ...og det var fedt. Jeg lærte meget.

"Jeg har været på højskole"

Godt eksempel: ...hvilket gjorde mig interesseret i menneskers forskelligheder og relationer. Nu vil jeg gerne udvide det kendskab på et mere teoretisk niveau ved at læse psykologi.

Dårligt eksempel: ...hvor jeg virkelig lærte mig selv bedre at kende på flere måder.

 

"Jeg har siddet ved kassen i Fakta"

Godt eksempel: ... i tre år, og der lærte jeg at tale med hele Danmarks befolkning, høj som lav. Det kræver indføling og respekt, og den mener jeg at kunne bruge i jobbet som jordemoder.

Dårligt eksempel: ...i tre år, og det var ret kedeligt. Men jeg lærte at rette hylder af.

 

;