
Hf og VUC Roskilde-Køge og Roskilde Handelsskole på vej mod fusion
To stærke skoler ønsker at forene kræfterne for at sikre attraktive, lokalt forankrede uddannelser.
Hf og VUC Roskilde-Køge og Roskilde Handelsskole har taget første skridt mod en fusion, der skal styrke og fremtidssikre det lokale uddannelseslandskab. Med Undervisningsministeriets accept af en indledende screeningsansøgning er vejen nu banet for at arbejde videre med planerne om at blive én samlet skole.
Målet er klart: at skabe en stærk og lokalt forankret skole, der tilbyder attraktive og fleksible muligheder for både unge, voksne og virksomheder. Sammen vil skolerne stå endnu stærkere i en tid, hvor uddannelsesverdenen er i hastig forandring - og hvor behovet for nytænkning og samarbejde aldrig har været større.
Fusionen forventes at kunne træde i kraft om cirka et år, og indtil da fortsætter dagligdagen som hidtil på de to skoler.
”Vi ønsker at samle det bedste fra begge skoler og skabe et stærkt fundament for fremtidens uddannelser. Med fusionen ruster vi os til at imødekomme regeringens vision og aftale om et nyt uddannelseslandskab, hvor kvalitet, tilgængelighed og lokal forankring går hånd i hånd,” siger Jorun Bech og Steffen Lund, bestyrelsesformænd for henholdsvis Roskilde Handelsskole og Hf og VUC Roskilde-Køge.
Fremtidens uddannelser bygges på et solidt fundament af erfaring og faglighed
Med hver deres brede erfaring inden for uddannelsesområdet er Hf og VUC Roskilde-Køge og Roskilde Handelsskole sammen klar til fremtiden. Begge skoler har i dag velfungerende og engagerende miljøer for både unge og voksne, og med den ønskede fusion bliver paletten af uddannelsestilbud endnu bredere og mere fleksibel.
"Vi ser store muligheder i at nytænke og udvikle vores uddannelser ved at kombinere vores fagligheder og styrker," siger Dorthe Ørngreen Lundqvist, rektor på Hf og VUC Roskilde-Køge, og Morten Lindegaard Banke Rasmussen, direktør på Roskilde Handelsskole.
De to ledere ser potentialet i at skabe faglige læringsforløb og studiemiljøer på tværs af skolernes handels-, voksen- og gymnasieuddannelser, sætte endnu mere fokus på ordblindeundervisning og udvikle flere fleksible forløb, der kan tilpasses den enkeltes behov og livssituation. De understreger det vigtige i fortsat at sikre stærke udbud af de merkantile uddannelser med HHX, EUD og EUX og de almene uddannelser med HF, AVU, FVU og OBU.
”Når vi samler AVU, OBU, FVU og AMU skaber vi samtidig en stærk platform for almen dannelse og målrettet opkvalificering af medarbejdere på virksomheder - og imødekommer dermed arbejdsmarkedets behov.
Og så er vi klar til at byde ind på den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse, EPX, som regeringen vedtog tidligere på året. EPX kommer til at bygge på det bedste fra nogle af vores eksisterende ungdomsuddannelser, herunder det professionsrettede fra den 2-årige hf og det erhvervsrettede fra EUX - som begge udfases fra 2030.
Vi er også klar til at udbyde de nye gymnasiale enkeltfag, som i 2030 skal erstatte hf-enkeltfagene på hf og VUC. Det er i tråd med aftalen om det nye uddannelseslandskab, hvor gymnasiale enkeltfag fremover kan udbydes på institutioner med anden gymnasial uddannelse.
Alt i alt har vi med vores brede faglige profil og samlede ekspertise et rigtig godt udgangspunkt for at få de nye uddannelsesinitiativer godt fra start”, tilføjer de.
Fakta og forkortelser:
HHX – Højere Handelseksamen
HF – Højere forberedelseseksamen
EPX - Erhvervs- og Professionsrettet gymnasieuddannelse
AVU – Almen voksenuddannelse
OBU - Ordblindeundervisning
FVU – Forberedende voksenundervisning
AMU - Arbejdsmarkedsuddannelser
Har du spørgsmål - så kontakt:
Morten Lindegaard Banke Rasmussen
Direktør, Roskilde Handelsskole, mobil 88523201, mail: mlbr@rhs.dk
Dorthe Ørngreen Lundqvist
Rektor, Hf og VUC Roskilde-Køge, mobil: 20755677, mail: rlu@vucroskilde.dk